13 maj HVAD ER BALANCE?
Hvordan kan jeg ændre underskud i min daglige drift til et overskud i hverdagen?
Kan du stå på ét ben? Med lukkede øjne?
Hører du fuglene, hvis du går en tur?
Mærker du vinden i håret – mindst nogle gange om ugen?
Hvornår har du sidst talt i telefon med din ven eller familie? Ikke SMS’et men talt…
Har du haft fingrene i jord for nylig?
Og hvad med havet – har du SET det i den senere tid? Eller stjernehimlen?
Ved du, at svalerne er kommet?
↓↓↓

Jeg hører meget radio i hverdagen. I dag hørte jeg Brinkmanns briks. Programmet havde titlen: Meningen med livet finder du i eventyret. Gæsten var Emil Midé Erichsen, som har sejlet på de 7 verdenshave og i den grad været på eventyr.
Men samtalen blev også om at finde eventyret i det nære. Emil fortalte om, hvordan han oplever eventyret – både i forberedelserne til en rejse, og selvfølgelig på selve rejsen, men også efterfølgende i bearbejdningen og minderne.
De talte desuden om, at eventyret jo ikke nødvendigvis er blåhvaler eller det bjerg, der blev besteget – men hverdagen ombord på båden og så TID, som afgørende for meningen med at være afsted. TID med familien til bare at være og leve – sammen.
Emil fortalte, at han er ved at undersøge, hvordan han kan skabe eller opnå de samme følelser, som rejserne giver – bare i hverdagen hjemme. Skabe lommer og momenter af eventyr, som kan give samme oplevelse af nærvær og fællesskab, som han opnår ombord på sit skib.
↓↓↓

Det synes jeg er interessant!
Hvordan er det, at vi kan opnå eller skabe plads til at få overskud og balance i livet – i hverdagen. Ikke som noget vi kun stræber efter i vores ferie eller når vi har fri…
Hvilke små virkemidler kan være en hjælp? Og hvordan får vi TID i en travl hverdag?
Vi skal nå det hele – livet, motion, at se godt ud, spise det rigtige, løbe, gøre, arbejde, forfra…
Det kan vi som regel – altså nå det hele. Men føles det egentlig godt?
Kan vi mærke os selv? Og hinanden?
Eller hænger vi i med neglene på vej mod en vild kæntring?
Har du overskud til den daglige drift?
Kom og deltag eller lyt til samtalen med Patricia Malling onsdag d. 20. maj kl. 16.30-18.30 i CoWork Langeland.
For Patricia er bevægelse og fællesskaber drivkraften i den måde, hun beskæftiger sig med mennesker på i sit professionelle virke. Vi får også indblik i Patricias iværksætterfortælling om hendes arbejde med at skabe rum, hvor mennesker kan mærke sig selv, hinanden og det, der opstår imellem os.
Jeg håber vi ses / Nanna
Tilmeld senest d. 18. maj til info@cowork-langeland.dk – pris 50 kr. Tilmelding er bindende og først gældende ved betaling på mobilepay: #90217 CoWork Langeland.
SAMTALERNE bliver til med EU-støtte gennem LAG LLSÆ.

No Comments