12 apr Det er svært at iværksætte alt helt alene
Så lad os gøre det sammen…
Min intention med CoWork Langeland er at skabe et rum for fællesskab. Et sted hvor vi kan mødes lokalt på Langeland, os der er iværksættere, distance- eller soloarbejdere. Her kan vi skabe et kollegialt fællesskab – for det kan være svært at være alene om alt i sin virksomhed og sin arbejdshverdag.
Jeg er selv ret introvert og har brug for ro og pauser – men alligevel giver det mig også ny energi at have mulighed for en lille pause med snak med ”kolleger”, at kunne grine sammen med nogen og vende det, der fylder i løbet af dagen.
Derfor giver det også mening for mig at invitere indenfor til netværksarrangementer med relevante temaer og ikke mindst fokus på den iværksætterfortælling, som dagens gæst kommer med.
Kun ved at dele det sjove, svære, spændende, kedelige og helt fantastiske ved iværksætterlivet, kan vi sammen blive klogere og få gode ideer og tips af hinanden. Det giver da mening! Og hvem ved om nye samarbejder kan opstå.

På onsdag d. 15. april kl. 9.15-10.45 inviterer vi indenfor i CoWork Langeland til netværkskaffe og vi får en gæst, som har sat en masse iværk på baggrund af sin passion for god kaffe. Vi får besøg af Per Holsteen Larsen fra Korea Kaffebar i Rudkøbing. Og i samtale med Per vil vi blive klogere på hans iværksætterfortælling og få de gode råd med på vejen, som han har samlet på baggrund af sine erfaringer.
Jeg håber, at du vil komme og være med til at dele og samtale. Vi giver en kop kaffe på bønner udvalgt af Per.
Bagefter kan du blive siddende og arbejde i CoWork frem til kl. 14 – ganske gratis. Så tag din madpakke med og din computer under armen. Kig forbi og vær med i fællesskabet.
Jeg glæder mig til at møde dig!
Nanna

No Comments