fbpx

Hvordan bliver vi klogere?

Vi havde et virkelig spændende og givende møde over netværkskaffe i CoWork Langeland i sidste uge. Vores gæst, Per Holsteen Larsen fra Korea Kaffebar delte generøst ud af sine erfaringer, refleksioner og læring fra iværksætterlivet i kaffebaren.

Fra drømmen om en koreansk inspireret kiosk i København til blikket for et behov for et kaffested i Rudkøbing..

Fra ideen til den hurtige beslutning på baggrund af den rette detalje – vinduet til verden.

Refleksioner over sporskifte i livet, skabelse af nye meninger i tilværelsen og kursændringer, som alle burde unde sig selv, hvis de finder noget at brænde for.

Læringen om at det er umuligt at forudse alting og nødvendigt at lade sig flyde med og slippe kontrollen.

Det svære ved at være ny i en branche og lære byens flow af gæster at kende. Erfaringerne med at sørge for leveringssikkerhed, så der altid er kaffe på kanden og vælge sine samarbejdspartnere med omhu, så de også rent menneskeligt er de rette. Og det overraskende i, at der er et ret massivt krav om noget sødt til kaffen.

Og så den vigtige erkendelse af pausens nødvendighed og hvordan det kan blive nødvendigt at stjæle sig til en pause ved at låse døren et øjeblik og finde ro.

Pers fortælling var åben, ærlig og meget inspirerende. Den handlede i den grad om mod og balance. Vi kan kun opfordre til at lægge vejen forbi Korea Kaffebar på Torvet i Rudkøbing – drevet med passion for en god kop kaffe. Køb din kaffe, tag en pause og kom så videre ud i byens liv.

Tak for besøget Per – for at dele din fortælling. Vi blev virkelig klogere – i fællesskab!

Kom med, når vi igen taler om balance d. 20. maj, hvor vi med besøg af Patricia Malling sætter fokus på kroppen.

No Comments

Post A Comment