18 feb HVAD TÆNKER DU PÅ? Og om livets GANG…
Hvad tænker du på? Hvad tænker du på? Hvad tænker du på?
Alt efter hvor trykket ligger, når vi siger denne sætning – ja så kan den opfattes vidt forskelligt. Det kan lyde surt og lukket eller nysgerrigt og åbent.
Men uanset hvad du tænker på – så siger det noget om dig. Og så er dine TANKER også kun for dig, med mindre du deler dem med andre…
↓↓↓

TÆNKE og kognitive færdigheder er også en af de fem dimensioner i Inner Development Goals, som Eva Damsgaard vil præsentere os for, når hun kommer forbi CoWork Langeland d 4. marts for at SAMTALE med mig og jer om bæredygtighed og arbejdsglæde.
Når jeg dykker ned i kapitlet om at TÆNKE i bogen ”Led stærkt – bær dygtigt” som Eva er medforfatter på, så slår det mig, hvordan vores samfundsmæssige og kulturelle tradition for kritisk tænkning i den grad sættes på en prøve i den tid, vi lever i. Ja vi udfordres alle, unge såvel som gamle, børn såvel som voksne, når det kommer til både
- kritisk tænkning,
- kompleksitetsbevidsthed,
- perspektivfærdigheder,
- meningsskabelse samt
- langsigtet orientering og visionsskabelse
– som er de fem færdigheder, som TÆNKE dimensionen i Inner Development Goal-rammen handler om [”Led stærkt – bær dygtigt” af Damsgaard og Skovmand Fogh, s. 116 ff.]
↓↓↓

I vores verden i dag er kompleksiteten høj, viden og information er flydende og vi skaber alle vores egen mening ud fra de strømme af informationer, som det står enhver frit for at byde ind i uanset kvaliteten og ikke mindst sandheden af deres input.
Det er ikke mere så tvingende nødvendigt at anerkende andres perspektiver, for man kan let finde et forum, som taler en selv efter munden – et af de ofte omtalte ”ekkokamre”, som har lettere kår på sociale medier end i den verden, hvor vi mødes ansigt til ansigt. Så hvordan sikrer vi en langsigtet orientering mod sunde værdier, som gavner klimaet og vores allesammens fælles fremtid? Hvordan skaber vi i fællesskab gode visioner og ikke mindst hvordan sikrer vi, at vi alle efterlever dem?!
Det er ikke en enkel udfordring! Og lige nu kan det være frustrerende at se på, hvordan verden forandres i høj fart og de visioner og den langsigtede plan, som vi troede, vi var enige om og levede efter, i hvert fald i den vestlige del af verden – de bliver tilsidesat og nedladende afvist af de mest magtfulde mennesker. Så det er tydeligt, at det er virkelig vigtigt at styrke evnen til at TÆNKE og dermed at bygge broer mellem forskellige perspektiver, så vi kan komme tilbage på sporet.
Livets GANG
Da jeg fordybede mig i TÆNKE dimensionen i Evas bog, kom jeg til at tænke på Bente Klarlunds ”Gå-bogen”,
”Gå-bogen” har undertitlen: ”gå, så går det nok” og er Bente Klarlunds bog om, hvad der sker, når vi går – og når vi går i stå. Om vigtigheden af bevægelse – og hvordan noget så simpelt som gang og gåture kan bidrage til sundhedsfremme på mange områder.
I sin bog citerer Klarlund også flere store TÆNKERE, som gennem tiden har hyldet det at gå i naturen, som åbnende for TANKEN.
Både Nietzsche, Rousseau og Kant brugte gåture som middel til at TÆNKE tanker. [“Gå-bogen” Klarlund, s. 74ff.] Bente Klarlund citerer Friedrich Nietzsche for at have sagt følgende: ”At sidde så lidt som muligt: ikke stole på nogen tanke, der ikke er frembragt i det fri, under kroppens fri bevægelse – ikke på nogen ide, hvor ikke også musklerne har været med til festen.” [“Gå-bogen” Klarlund, s. 74].
↓↓↓

CoWork Langeland ligger på kanten af havet, med naturen lige udenfor døren og dermed alle muligheder for at tage en gående TÆNKE-pause og vende tilbage til arbejdet med nye tanker formet af vinden, der har gennemblæst hovedet, af solen der har skærpet sanserne, og af lyset der har spejlet bølgerne og givet ny energi.
Så ud at gå LIVETS GANG, som skaber rum for uforstyrret TÆNKNING og ro i hovedet.
↓↓↓

Vi ses derude – og du er også velkommen d 4. marts kl. 16.30-18.30, når Eva Damsgaard fortæller om Inner Development Goals og Iværksætterliv med arbejdsglæde og overskud. Tilmeld dig på info@cowork-langeland.dk – det koster 30 kr. som indbetales på Mobilepay #90217 CoWork Langeland.
/ Nanna
CoWork Langeland har modtaget EU-støtte gennem LAG LSSÆ til projektet: CoWork Langeland som attraktivt fællesskab for iværksættere og nystartede virksomheder.
SAMTALERNE bliver til som en del af dette projekt.

No Comments